Skal man vælge en revisor eller en bogholder?

Ofte kan titler være forvirrende, hvilket også er sagen med en revisor og en bogholder. De arbejder begge inden for feltet regnskab, men på trods af det arbejder de med hver deres opgaver. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvornår man bruger en revisor, og hvornår man bruger en bogholder.

Skriv en faktura med SumUp Fakturaer

Netop fordi en revisor og bogholder arbejder med forskellige aspekter inden for regnskab så udelukker den ene ikke den anden. Det er derfor ikke et spørgsmål om at vælge imellem de to, men være opmærksom på, hvornår det er en fordel at gøre brug af en revisor, og hvornår det er en fordel at bruge en bogholder.

For at få et bedre overblik, hvornår man bruger hvad, vil der blive taget et kig på, hvad en revisor og en bogholder kan og er.

Hvad kan en revisor hjælpe med?

En revisor har som ofte til formål at rådgive virksomheder i forbindelse med regnskab, men også at revidere regnskabet.

Overordnet set arbejder en revisor inden for to felter: Revidering af regnskab eller rådgivning.

I forhold til revidering af regnskab er det sådan, at visse virksomhedsformer skal have revideret deres regnskab ved enden af hvert regnskabsår. Her har revisoren som opgave at gennemse hele regnskabet for at sikre sig, at alt er som det skal være. Man kan sige, at revisoren godkender virksomheders regnskaber, når det bliver revideret.

Udover revidering bruges revisoren også til at få rådgivning. Revisoren kan eksempelvis rådgive virksomheder med alt lige fra, hvordan de nemmest fører regnskab til, hvilken virksomhedsform virksomheden skal vælge. Overordnet set rådgiver revisoren inden for alt, der har noget med regnskab, økonomi og bogføring at gøre. De kan hjælpe med en lang række opgaver såsom:

  • Rådgivning i forbindelse med udarbejdelse af regnskab

  • Rådgivning i forbindelse med betaling af skat

  • Rådgivning i forhold til fusion i virksomheden

  • Rådgivning i forbindelse med forhandlinger

Dette er blot nogle af de mest almindelige opgaver, der er blevet nævnt. Hvis du har en opgave, der falder lidt uden for denne kategori så tøv ikke med at spørge en revisor, om der er hjælp at hente.

Det kan også være, at det du har brug for hjælp til i virkeligheden ikke er en revisors opgave, men derimod en opgave som en bogholder sagtens kan varetage.

Har revisoren de rette kompetencer?

Hvis du vil være sikker på, at din revisor har de rette kompetencer, kan du tjekke, om revisoren er registreret i en af følgende foreninger:

  • Foreningen Danske Revisorer

  • Registrerede Revisorer

  • Foreningen af Statsautoriserede Revisorer

Hvad kan en bogholder hjælpe med?

Modsat en revisor arbejder en bogholder i et bogholderi med selve udarbejdelsen af regnskabet

Når det siges, at en bogholder arbejder med udarbejdelsen af regnskabet, er det meget bredt forklaret. En bogholder arbejder nemlig med en lang række forskellige opgaver, der hører ind under.

En bogholder kan hjælpe med blandt andet:

  • At lave daglig bogføring

  • At sende fakturaer og rykkere til kunderne

  • At udarbejde regnskabet før det bliver sendt videre til revision af en revisor

  • At udarbejde løn

Bogholderen foretager altså nogle opgaver, som er ganske almindelige i alle virksomheder. Hvis man er en mindre virksomhed varetages disse opgaver typisk af en af medarbejderne, og i større virksomheder har man hele afdelinger med bogholdere.

Skal man vælge en revisor eller bogholder?

Som det fremstår varetager revisoren og bogholderen hver sin type opgaver. Det er derfor vigtigt at sætte sig ind i, hvad man helt præcis har brug for sparring eller hjælp til.

Man bør altså vælge en revisor, når regnskabet skal revideres, eller man har brug for rådgivning omkring virksomhedens økonomiske situation. Hvis man derimod leder efter en, der kan varetage selve bogføringen i virksomheden, eller blot hjælpe med dele af dette, bør man tage kontakt til en bogholder.