A-skat - Hvad er A-skat?

A-skat er den skat, som du betaler af din primære indtægt, såsom arbejdsløn, SU og pension.

Alle betaler A-skat af deres indkomst, også når indkomsten kommer fra egen virksomhed. Bliv klogere på skat og hvilket skattekort man skal bruge som selvstændig.

Satsen for A-skat er ikke fastlagt, da det afhænger af ens personlige indkomst. I Danmark har vi det, som kaldes et progressivt skattesystem, hvilket vil sige at jo mere man tjener, jo højere er trækprocenten. Modsat A-skat er der B-skat, som er den skat, man betaler af sin sekundære indkomst.

Hvor meget skal man betale i A-skat?

Det er forskelligt fra person til person, hvor meget A-skat man skal betale. Alle medarbejdere har en bruttoløn, betaler et AM-bidrag på 8%, og i det fleste også et ATP-bidrag. AM-bidraget og ATP-bidraget fratrækkes bruttolønnen. Hver enkelt person, har et personligt fradrag, som afhænger af ens årsløn. Det tilbagestående beløb, trækkes der A-skat fra.

Man finder ud af, hvad man skal betale i A-skat, samt hvad ens fradrag er ved at gå på SKAT's hjemmeside. Her indtaster man det beløb ind, i sin forskudsopgørelse, som man regner med at tjene i det kommende år. Man skal ikke medregne AM-bidrag, når man regner sin kommende indtægt ud.

For at gøre processen mere forståelig, tager vi et eksempel:

Herman arbejder som tømrer i Tømrer Aps, hvor han har en bruttoløn på 30.000 kr. På Hermans arbejde har man en frokostordning, som koster ham 500 kr pr. måned. Udover det, skal Herman betale 94,67 kr i ATP-bidrag, og han har et personligt fradrag på 7000 kr. pr. måned.

Step 1. Udgangspunktet er Hermans bruttoløn på 30.000 kr. Her skal frokostordningen og ATP-bidraget trækkes fra

(30.000 - 500 - 94,67 = 29.405,33)

Step 2. Så skal der trækkes 8% fra, som er AM-bidraget

(29.405,33 x 0,92 = 27.053)

Step 3. Fra det beløb fratrækkes Hermans personlige fradrag

(27.053 - 7000 = 20.053)

Step 4. Det resterende beløb skal der betales A-skat af, og Herman betaler 38% i skat

(20.053 x 0,38 = 7.620,14)

Step 5. A-skatten skal fratrækkes fra 20.053 kr

(20.053 - 7.620,14 = 12.433 kr.)

Step 6. Hermans fradrag skal til slut lægges til

12.433 + 7000 = 19.433 kr. udbetalt i løn

Hvordan betaler jeg A-skat?

Din arbejdsgiver tilbageholder din A-skat, og betaler den for dig. Du skal dermed ikke foretage dig noget, når det kommer til selve betalingen af din A-skat. En god ide er dog at holde øje med, om din indtægt enten falder eller stiger, da det har en indflydelse på den A-skat, du betaler.

Der kan ske det, at du får en bonus, en lønforhøjelse eller måske bliver fyret. Hvis sådan noget sker, er det vigtigt, at tilpasse din forskudsopgørelse, så du ikke betaler for lidt eller for meget i skat. Hvis du ikke retter din forskudsopgørelse, og du tjener mere end du har indtastet, får du gæld til SKAT.

Der er forskellige skattesatser i Danmark, og hvis man tjener mere end 542.283 kr. årligt, før AM-bidraget fratrækkes, skal man betale topskat. Alle har et beskæftigelsesfradrag på 10,10%, som er et fradrag man har, når man er i arbejde.

Hvordan betaler jeg A-skat som selvstændig?

Er du selvstændig, kan betalingen af A-skat ske på andre måder. Hvis du eksempelvis ejer en enkeltmandsvirksomhed, betaler du A-skat af dit overskud, da det anses som din løn. Dermed skal din forskudsopgørelse også ændres i takt med, at din virksomhed skaber profit, som overskud også bliver kaldt. Hvis virksomheden ikke genererer et overskud, skal du ikke betale A-skat.

Er du ejer i en personlig ejet mindre virksomhed, anses overskuddet som din egen personlige indkomst, og du skal derfor betale skat. Det kan dog være, at du har et andet arbejde som er dit primære arbejde, og det vil derfor være i dit primære arbejde, at du skal betale A-skat og ikke i din virksomhed.

Som ejer i enten et anpartsselskab, interessentskab, iværksætterselskab (OBS: Iværksætterselskaber afskaffes 15. oktober 2021) eller i et aktieselskab, betales der A-skat af den løn, du får udbetalt. Din løn bliver udbetalt på samme vilkår, som de andre lønmodtagere i virksomheden.

Hvad er forskellen på A-skat og B-skat?

Der er to former for beskatning af indkomsten: A-skat og B-skat. Som forklaret så er A-skatten tilknyttet dit hovedkort, som er det kort, du bruger til din primære indtægt. B-skatten er modsat tilknyttet bikortet, som er det kort, du skal bruge, hvis du har en anden indtægt ved siden af dit arbejde.

Det kan eksempelvis være, hvis du er freelancer, eller på anden vis har en ekstra indtægt ud over dit almindelige arbejde. Oftest er det sådan, at A-skatten automatisk vil blive trukket, når din arbejdsgiver udbetaler løn, men B-skatten skal du selv indberette til skat.

SumUp Fakturaer og A-skat

SumUp er et faktureringsprogram, der gør det muligt for selvstændige at holde styr på fakturering. Som selvstændig erhvervsdrivende er det vigtigt, at du har de rette værktøjer til at drive din virksomhed på en måde, der er overskuelig.