Grundlæggende forudsætninger - Hvad er grundlæggende forudsætninger?

Ifølge Årsregnskabslovens §13 er grundlæggende forudsætninger i regnskabsmæssig forstand en oversigt over fundamentale forhold, der skal være i orden, når en virksomhed skal aflægge årsrapport.

Der er også regler, der skal overholdes, når man laver fakturaer til sine kunder. Ud over de grundlæggende forudsætninger, er der også regler for, hvad en faktura skal indeholde.

Ethvert regnskab skal bestå af og opfylde de 10 grundlæggende forudsætninger, før virksomheden kan aflægge et regnskab, der er lovmæssigt retvisende.

Når du aflægger årsrapport, skal du ikke liste de 10 grundlæggende forudsætninger, da det er underforstået, at årsrapporten er bygget på de grundlæggende forudsætninger.

Oversigt over de 10 grundlæggende forudsætninger

Som angivet i §13 i Årsregnskabsloven består de grundlæggende forudsætninger af:

1) Klarhed: I årsrapporten betyder, at årsrapporten er udarbejdet på en klar og overskuelig måde. Med andre ord må udsagn i årsrapporten ikke var misvisende eller tvetydige, og der skal være en kontinuerlig overskuelighed i årsrapporten. Princippet om klarhed må ikke fraviges.

2) Substans beskriver, at årsrapportens indhold bliver vægtet højere end formaliteter uden indhold.

3) Væsentlighed beskriver, at alle relevante forhold for årsregnskabet skal optræde i årsrapporten, undtagen hvis de er ubetydelige eller irrelevante for årsregnskabet. Dog skal flere uvæsentlige forhold, der sammenlagt er væsentlige, indgå.

4) Going concern sikrer, at virksomheden forventer at fortsætte driften, medmindre det bliver vurderet, at driften hverken kan eller skal fortsætte. Det er ledelsens ansvar at tage denne beslutning på baggrund på virksomhedens finansielle situation.

5) Neutralitet beskriver, at alle ændringer i værdier skal angives uanset deres påvirkning af egenkapital og resultatopgørelse. Med andre ord må ledelsens ønsker om virksomhedens udvikling ikke have indflydelse på de angivne informationer - informationerne skal altså fremstå neutrale.

6) Periodisering beskriver, at transaktioner, begivenheder og værdiændringer skal registreres i det, de finder sted. Periodisering kan undtagelsesvis fraviges, hvis en sådan fravigelse giver et mere præcist billede af regnskabet.

7) Konsistens i et årsregnskab betyder, at indregningsmetoder og målegrundlag skal være ens. Det er dog muligt og lovligt at fravige dette krav, hvis en sådan afvigelse giver et mere retvisende billede af årsregnskabet.

8) Bruttoprincippet (Bruttoværdi) betyder, at alle indtægter og udgifter bliver opgjort hver for sig - også aktiver og passiver bliver værdisat enkeltvis. Derudover må de enkelte posteringer ikke blive modregnet hinanden.

9) Formel kontinuitet sikrer, at regnskabsårets primobalance skal være tilsvarende ultimobalancen for det foregående regnskabsår. I tilfælde af fusion eller ændring af regnskabspraksis kan dette krav fraviges.

10) Reel kontinuitet skal sikre, at regnskabsår, opstilling og kategorisering af posteringer, konsolideringsmetode, indregningsmetode og målegrundlag skal være ens fra år til år uden afvigelser. Dette giver bedre mulighed for at analysere og bedømme virksomhedens udvikling.

Gør fravigelser årsrapporten mindre troværdig?

Med undtagelse af forudsætning 6-10 kan de resterende grundlæggende forudsætninger fraviges, når virksomheder opstiller og offentliggør årsrapporter, hvis sådanne afvigelser giver et mere retvisende billede af virksomhedens regnskab.

Eventuelle fravigelser i forudsætning 6-10 gør ikke en årsrapport mindre troværdig eller valid, da der kan være specielle grunde til, at der er en eller flere afvigelser i en virksomheds årsrapport.

Skulle det være tilfældet, at din årsrapport afviger fra, eller ikke opfylder alle grundlæggende forudsætninger, skal du give en fyldestgørende og saglig forklaring på, hvorfor din årsrapport afviger fra de pågældende grundlæggende forudsætninger.

I din forklaring skal du også beskrive, hvilken påvirkning disse afvigelser har på de øvrige dele af årsrapporten. Denne forklaring kan du skrive i noter til årsrapporten.

Skal alle virksomheder aflægge årsrapport?

Ja, alle virksomheder skal som udgangspunkt aflægge årsrapport. Dog bliver virksomheder opdelt i regnskabsklasse A, B, C og D. Inddeling i de respektive regnskabsklasser bliver lavet på baggrund af virksomhedens størrelse og økonomi, og inden for hver regnskabsklasse er der regler for virksomhedens regnskabsaflæggelse.

Der er flest regler og krav til regnskabsaflæggelse til virksomheder i regnskabsklasse D, som tæller børsnoterede virksomheder og statslige aktieselskaber, mens der er færre regler og krav for virksomheder i regnskabsklasse A, som tæller enkeltmandsvirksomheder, virksomheder med begrænset ansvar og interessentskaber.