Kørselsfradrag - Hvad er kørselsfradrag?

Kørselsfradrag er et fradrag, man kan få, hvis der er mere end 12 km. transport til og fra arbejde.

Som selvstændig er det vigtigt at have styr på både regnskab, fradrag og fakturering. Du kan finde ud af, hvilke fradrag du kan få i din virksomhed. Prøv SumUp Fakturaer og få overblik over din fakturering.

Kørselsfradraget er et fradrag, der typisk bliver benyttet af lønmodtagere, som har mere end 12 km. på arbejde.

Kørselsfradrag må ikke forveksles med det fradrag, der hedder kørselsgodtgørelse. Modsat kørselsfradrag er kørselsgodtgørelse et fradrag, man kan få, hvis man har erhvervsmæssig kørsel i forbindelse med arbejdet.

Hvornår kan man få kørselsfradrag?

Som udgangspunkt kan man få kørselsfradrag, hvis der er 12 km., eller mere, mellem bopæl og arbejdsplads. Det betyder eksempelvis, at man desværre ikke kan få fradrag, hvis der eksempelvis er 11,5 km. til ens arbejde.

Selvom fradraget referer til bilkørsel, kan fradraget også opnås, hvis der benyttes andre transportmidler. Det har med andre ord ikke nogen betydning, om man kører, cykler eller tager det offentlige til arbejde. Det eneste der gælder er, at der er 12 km., eller mere, hver vej til arbejdet.

Man kan opnå kørselsfradraget, hvis man er almindelig lønmodtager, hvilket også betyder at hvis man eksempelvis arbejder frivilligt eller er i ulønnet praktik, kan fradraget ikke opnås.

En anden undtagelse er, at man kan ikke få kørselsfradrag, hvis arbejdsgiveren allerede betaler ens kørsel. Dette ses ofte, når en person har firmabil. Hvis man har firmabil, er det arbejdsgiveren, der betaler omkostningerne til bilen, og derfor kan kørselsfradraget ikke opnås.

Kørselsfradrag satser

Der er nogle faste satser for, hvor meget man kan få i kørselsfradrag pr. km. mellem arbejde og hjem. Grundsatserne er som følgende:

  • Køres der mindre end 120 km. tur/retur, kan man få et fradrag på 1,98 kr. pr. km.

  • Køres der mere end 120 km. tur/retur, kan man få et fradrag på 1,98 kr. pr. km. for de første 120 km. De resterende km. kan man få et fradrag på 0,98 kr. pr. km.

Det betyder altså, hvis en person har 35 km. tur/retur, kan den person få 69,3 kr. (1,98 x 35) i fradrag for hver arbejdsdag.

Kører en person mere end 120 km. tur/retur, får personen stadig 1,98 kr. i fradrag for de første 120 km, men for de yderligere kilometer får personen kun 0,98 kr. i fradrag pr. km. Derfor kan en person, der kører 130 km. tur/retur få 247,4 kr. (120 x 1,98 + 10 x 0,98) i fradrag.

Udover grundtaksterne kan man også opnå ekstra fradrag, hvis turen mellem hjem og arbejde eksempelvis sker via Storebæltsbroen eller Øresundsbroen. Det er også i den forbindelse, at der skelnes mellem det transportmiddel, der benyttes, da fradraget for biler og togpassagerer ikke er det samme.

Hvordan får man kørselsfradrag, og hvordan beregnes det?

Der er overordnet to faktorer, der spiller ind, når kørselsfradraget skal beregnes: hvor stor en afstand der er mellem hjem og arbejde samt hvor ofte turen mellem de to adresser finder sted.

Kørselsfradraget er ikke noget, der bliver udbetalt direkte på kontoen. I stedet fungerer det således, at man fremover får mere udbetalt end før, da ens fribeløb stiger.

Man kan få kørselsfradraget ved at følge disse 10 trin:

  1. Gå til Skat's tast selv hjemmeside og log ind med dit NemId

  2. Klik på 'Ret årsopgørelsen'

  3. Rul ned til 'Rubrik 51'

  4. For det meste vil der stå et beløb i forvejen. Det beløb kan rettes, eller så kan der indtastes på ny

  5. Ud for rubrikken er der en lille lommeregner, du kan benytte - klik på den

  6. Først skal hjemadressen indtastes, og så skal antal arbejdsdage udfyldes

  7. Derefter skal arbejdsadressen indtastes, og hvis du har flere arbejdsadresser, kan dette også vælges

  8. Nu beregnes fradraget, og hvis dataen stemmer, skal du klikke på 'Næste'

  9. Klik efterfølgende på 'Overfør beløb' og så 'Beregn'

  10. Afsluttenede skal du klikke på 'Godkend' - du har nu registreret dit kørselsfradrag!

Når beregningen er udført, skal man blot godkende beregningen, og så vil fradraget automatisk blive overført til ens forskudsopgørelse. Efterfølgende vil der blive udstedt et nyt skattekort, hvor det nye fradrag vil indgå.

Kørselsfradrag selvstændige

Der er forskel på, om man kan få kørselsfradrag som selvstændig, da det afhænger af, hvilken virksomhedsform der er tale om. Hvis man eksempelvis er selvstændig i en enkeltmandsvirksomhed kan man ikke få kørselsfradrag, men det kan man derimod, hvis man er ansat i egen virksomhed.

Typisk bliver selvstændige "ansat" i deres egne virksomheder, når der er stiftet et anpartsselskab eller et aktieselskab. På den måde får ejeren samme forhold som de andre ansatte, og derfor kan der udbetales kørselsfradrag.

Hvis man er ejer i en enkeltmandsvirksomhed, kan man derimod få kørselsgodtgørelse. Kort sagt er kørselsgodtgørelse til for at dække udgifter, der er i forbindelse med erhvervsmæssig transport.